Opholdskravet forventes afskaffet fra 1. februar 2020

Forlig om afskaffelse af opholdskravet

Den 3. december 2019 blev det meldt ud, at Regeringen og forligspartierne har indgået forlig om at afskaffe opholdskravet. Opholdskravet blev indført den 1. januar 2019 og påvirker betingelserne for dagpengeretten. Den endelige beslutning om en afskaffelse vil blive behandlet i Folketinget i januar 2020.

Forslaget om en afskaffelse af opholdskravet er blevet til med den begrundelse, at kravet gør det sværere at tiltrække og fastholde udenlandske specialister eller danske statsborgere, der har arbejdet i udlandet i en årrække, og som derfor ikke vil have ret til dagpenge, fordi de ikke opfylder opholdskravet.

Hvis lovforslaget om afskaffelsen bliver vedtaget, får det følgende betydning for dig, der har meldt dig ud af a-kassen i løbet af 2019 pga. opholdskravet. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvordan de endelige regler vil falde ud, men et scenarie kan være:

Bliv indmeldt igen og genskab din anciennitet

Du får mulighed for at blive meldt ind i a-kassen igen dagen, efter du blev meldt ud, hvis du søger om det i perioden 1. februar 2020 til 31. juli 2020.

Du får genskabt din anciennitet i a-kassen, som om du aldrig har været meldt ud. Du kan dog tidligst få ret til dagpenge fra den første dag i den måned, hvor du har bedt om at få dit medlemskab genoprettet.

Du skal betale kontingent for hele den mellemliggende periode fra udmeldelsesdatoen til dags dato.

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål omkring afskaffelsen af opholdskravet.

Vil du vide mere om opholdskravet i finansloven? Så læs endelig videre herunder.

Afskaffelse af opholdskravet for ret til dagpenge

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at afskaffe opholdskravet for ret til dagpenge.

Dagpengesystemet er en vigtig hjørnesten i sikringen af økonomisk tryghed og sikkerhed på det danske arbejdsmarked.

Et opholdskrav for ret til dagpenge gør det derved sværere at tiltrække og fastholde udenlandske specialister og danske arbejdstagere, der ønsker at vende hjem til det danske arbejdsmarked efter en længere årrække i udlandet.

Opholdskravet betyder, at ét af kriterierne for at opnå ret til dagpenge er kravet om ophold i riget, et EU/EØS-land eller Schweiz i 7 år inden for de seneste 12 år. Opholdskravet blev indført med en trinvis indfasning fra 2019 til 2021. Det betyder, at opholdskravet er 5 ud af 12 år i 2019, 6 ud af 12 år i 2020 og 7 ud af 12 år i 2021.

Aftalepartierne ønsker at gå en anden vej. Afskaffelse af opholdskrav for ret til dagpenge vil sikre, at borgere, som har opholdt sig uden for riget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz og EU/EØS-lande, ikke bliver afskåret fra retten til dagpenge.

De vil i stedet skulle leve op til de ordinære krav for retten til dagpenge, herunder fx kravet om indkomst eller beskæftigelse forud for ledighed. Afskaffelsen af opholdskravet for ret til dagpenge vil ske fra 1. februar 2020.

Ingen borgere skal komme i klemme som følge af, at den tidligere regering indførte opholdskravet på dagpenge. Aftalepartierne er derfor enige om at indføre en overgangsordning, der tilgodeser de personer, der har meldt sig ud af a-kasserne efter opholdskravet blev indført.

Det sikres ved, at personer skal kunne genindmelde sig fra udmeldelsestidspunktet, hvis de har været udmeldt og ramt af opholdskravet i den periode, hvor opholdskravet har været gældende.

De rammes derved ikke af kravet om, at man skal have været medlem af en a-kasse i de sidste 12 måneder, men får i stedet mulighed for at få dagpenge fra den første dag i den måned, hvor der anmodes om, at medlemskabet genoprettes.

Overgangsordningen gælder for personer, som ikke opfyldte betingelserne i opholdskravet, og som meldte sig ud af en a-kasse i 2019 indtil afskaffelsen af opholdskravet træder i kraft i 2020. Det tidligere medlem skal bekræfte, at opholdskravet var grund for udmeldelsen.

De tidligere medlemmer skal efterbetale kontingent for den periode, medlemskabet har været afbrudt – tidligst tilbage fra 1. januar 2019. Muligheden for genoprettelsen af medlemskabet gælder i perioden fra 1. februar 2020 og frem til den 31. juli 2020.

Læs med her, hvis du vil læse mere om opholdskravet, som det ser ud på nuværende tidspunkt.