Efterlønsbevis

Der er planlagt system opgradering i følgende tidsrum:

Start: 26-09-2023 – 22:00
Slut: 27-09-2023 – 03:00

Tilkøb af medlemskab og services vil være utilgængelige i den periode.

OK

Hvad er et efterlønsbevis?

Et efterlønsbevis er en erklæring fra Min A-kasse om, at du opfylder betingelserne for at få efterløn på det tidspunkt, hvor beviset er udstedt. Du får et efterlønsbevis, når du opfylder betingelserne for efterløn, også selvom du bor i udlandet. Hvis du først på et senere tidspunkt opfylder betingelserne for at få efterløn, kan beviset tidligst have virkning fra det tidspunkt.

Vi sender dig et efterlønsbevis i umiddelbar forlængelse af, at du får ret til efterløn. Vi indhenter dine lønoplysninger fra SKAT. Hvis vi i forbindelse med udstedelsen af efterlønsbeviset har brug for yderligere oplysninger, kontakter vi dig.

Når du har et efterlønsbevis, skal du ikke længere betale efterlønsbidrag.

Hvad er fleksibel efterløn?

Fleksibel efterløn giver dig mulighed for at trække dig gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi det er tilladt at arbejde ubegrænset, mens du er på efterløn. Din løn modregnes dog i efterlønnen.

Der er flere økonomiske fordele ved at blive længere på arbejdsmarkedet og dermed vente med at gå på efterløn:

  • Du kan opnå ret til efterløn på højeste dagpengesats,
  • du får et lempeligere pensionsfradrag,
  • og du får mulighed for at optjene en skattefri præmie.

De særlige rettigheder forudsætter, at du har fået et efterlønsbevis. Med et efterlønsbevis er du også sikret ret til at gå på efterløn på et hvilket som helst tidspunkt, selv om du ikke længere er til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af sygdom.

Arbejde i udlandet forud for efterløn

Du skal være opmærksom på, at arbejde udført i udlandet og forsikringsperioder fra udlandet som hovedregel ikke tæller med til kravene for at få efterløn. Spørg Min A-kasse omkring reglerne for netop dig.

Pensionsformue

For at kunne beregne og vejlede dig om fradrag i efterlønnen, opgør Min A-kasse værdien af din pensionsformue lige før du opnår efterlønsalderen. Vi laver opgørelsen ud fra oplysninger fra den pensionskasse og de myndigheder, der forvalter din pensionsformue. De indberettede pensionsbeløb skal suppleres med dine egne oplysninger.