Frivilligt arbejde

Der er planlagt system opgradering i følgende tidsrum:

Start: 26-09-2023 – 22:00
Slut: 27-09-2023 – 03:00

Tilkøb af medlemskab og services vil være utilgængelige i den periode.

OK

Må du arbejde frivilligt, når du modtager dagpenge eller efterløn?

Hvis du arbejder, imens du får udbetalt dagpenge eller efterløn, skal vi i udgangspunktet trække det fra i dine udbetalinger. Uanset om du får løn eller ej. Men der er visse typer frivilligt arbejde, du må udføre uden. Uden at det går udover dine udbetalinger fra os vel og mærke.

Det er først og fremmest en forudsætning, at dit frivillige arbejde:

  • foregår i Danmark,
  • ikke har forbindelse med privat erhvervsvirksomhed,
  • ikke er underlagt ansættelsesretlige forpligtelser og
  • udføres for en frivillig organisation/forening, hvis formål ikke er at skabe overskud.

På arbejdsløshedsområdet skelner vi mellem flere typer frivilligt arbejde, hvor nogle skal modregnes i dagpengene eller i efterlønnen.

Herunder kan du læse mere om de forskellige typer fradrag:

Bliver frivillige aktiviteter modregnet i mine dagpenge eller efterløn?

Aktiviteter i frivillige foreninger/organisationer medfører ikke fradrag i dagpengene, hvis de ikke udbydes som almindeligt arbejde. Og hvis ikke de kræver en særlig uddannelse. Aktiviteterne er typisk hobbyprægede aktiviteter, som man deltager i af interesse, f.eks.:

  • Almindeligt forefaldende aktiviteter i sociale cafeer, medborgerhuse, væresteder mv. F.eks. at servere og lave kaffe, hjælpe med madlavning, snakke med gæster osv.
  • Deltagelse i almindeligt foreningsarbejde: Det kan være kirkelige-, kulturelle-, beboerforeninger, spejderklubben, frimærkeforeninger, bridgeklubber og hobbyforeninger.
  • Idrætsaktiviteter, herunder som træner i foreninger, der sædvanligvis ikke ansætter lønnede trænere.
  • Besøgsven, herunder indkøbshjælp, nabohjælp 
  • Indsamler for nødhjælpsorganisationer eller ekspedient i genbrugsbutikker. Eksempelvis Dansk Røde Kors eller aktiviteter i humanitære organisationer.

Frivilligt, ulønnet arbejde – i op til 44/65 timer om måneden

Frivilligt ulønnet arbejde, der udføres for frivillige organisationer, kan udføres i op til 44 timer om måneden uden fradrag i dagpengene. Er du på efterløn, kan du udføre frivilligt ulønnet arbejde i op til 65 timer om måneden uden fradrag i efterlønnen. Dette gælder for arbejde, der også udbydes som lønarbejde eller kræver en særlig uddannelse. Det kan f.eks. være:

  • rådgivning, herunder telefonrådgivning, der kræver eller forudsætter en særlig uddannelse om eksempelvis sociale forhold og rettigheder samt økonomiske spørgsmål.
  • præst eller psykolog på krisecenter, i social/humanitære institutioner/organisationer/foreninger for f.eks. udsatte grupper.
  • jurist i retshjælp.

Frivilligt, ulønnet arbejde med primær drift/vedligeholdelse giver fradrag

Frivilligt arbejde, der vedrører organisationens/foreningens primære drift og vedligeholdelse, medfører som hovedregel fradrag i dagpengene fra første time.

Det gælder:

  • Primær drift. Det kunne være personaleadministration, økonomi- og organisationsstyring. Men også arbejde eller andre opgaver, som en offentlig myndighed er forpligtet til at udføre. Herunder udbringning af mad til ældre.
  • Vedligeholdelse – dvs. funktioner, der er med til at sikre, at de fysiske rammer er i orden. F.eks. tilførsel af vand, varme eller el-arbejde, som forudsætter, at den enkelte besidder en autorisation. Vedligeholdelse kunne også være varetagelse af den daglige rengøring, malerarbejde og lignende.

Primære driftsopgaver, der er undtaget fra fradrag

Du kan få dagpenge uden fradrag samtidig med primære driftsopgaver, hvis arbejdet altid har været udført af ulønnet arbejdskraft. Og arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft. Det kunne være mindre administrative opgaver. Arkivarbejde, omstilling eller receptionistopgaver) samt mindre koordineringsopgaver. F.eks. i forbindelse med indsamlinger, formidling af frivilligt arbejde, sammensætning af vagtplaner m.v. eller arbejde som bogholder eller revisor i mindre foreninger, klubber m.v.).

Vedligeholdelsesopgaver, der er undtaget fra fradrag

Der fradrages ikke for vedligeholdelsesopgaver, hvis det ulønnede arbejde:

  • kan sidestilles med almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig.
  • arbejdet udføres lejlighedsvist.
  • arbejdet altid har været udført af ulønnet arbejdskraft i organisationen mv.
  • arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft.
  • arbejdet kan udføres uden, at der kræves autorisation.

Eksempler på vedligeholdelse, der ikke medfører fradrag, er f.eks. lejlighedsvis rengøring eller den årlige hovedrengøring af klubhuset. Det kan også være maling af klubhuset eller af spejderhytten, opkridtning af boldbaner, vinterklargøring af søspejdernes både og lignende.