Vores kontingent stiger – men du har stadig en af landets absolut billigste a-kasser

Coronakrisen og den øgede ledighed sætter også sit aftryk på kontingentsatserne, som stiger i alle landets a-kasser. I Min A-kasse stiger kontingentet til 490 kr. i 2021.

Alle a-kasser skal i 2021 betale betydeligt mere til staten på grund af den øgede ledighed som følge af Corona. Statsbidraget stiger således med 5 kr. og bidraget til ATP med 4 kr. for at dække de ekstra omkostninger.

For medlemmer i Min A-kasse bliver det til en stigning i kontingentet på i alt 14 kr. om måneden, da der ud over bidragene til staten vil være en stigning til administration i Min A-kasse på 5 kr. Denne stigning skyldes, at også Min A-kasse har været hårdt ramt af Corona-ledighed blandt medlemmerne. Ledigheden er således steget med en tredjedel, og samtidig er et stort antal af medlemmer kommet på arbejdsfordeling. For at sikre kvaliteten af den service vi yder, har vi derfor måttet hæve kontingentet.

For dig som er fuldtidsforsikret betyder stigningen:

  • En stigning på i alt 14 kroner i forhold til 2020 kontingentet. Heraf går de 122 kr. til administration i Min A-kasse, 357 kr. til statsbidrag og 11 kr. til ATP.

For dig der er deltidsforsikret betyder stigningen:

  • En stigning på 10 kr. i forhold til 2020 kontingentet. Heraf går de 122 kr. til administration i Min A-kasse, 238 kr. til statsbidrag og 7 kr. til ATP.

Du vil altså stadig opleve, at Min A-kasse er en af landets billigste a-kasser.