God, men utilstrækkelig hjælp til ledige


Knap var vi ude med ønsket om hjælp til de ledige, som bliver hårdt ramt af opbremsningen på arbejdsmarkedet på grund af Corona-udbruddet, før regeringen spillede ud med at sætte dagpengeancienniteten på pause i tre måneder.

Det er godt – men det er ikke godt nok.

“Det er selvfølgelig positivt, at regeringen lytter til de budskaber, som både Min A-kasse og andre med stigende styrke er kommet med og derved kommer de ledige i møde. At forlænge dagpengeperioden tre måneder er et godt skridt. Men det er også et for lille skridt. Der er ikke mange, som tror på, at den ekstremt negative effekt på jobmarkedet fra Corona-udbruddet er væk om tre måneder, siger direktør i Min A-kasse, Kim Serup.

“Derfor synes vi, at regeringen lige så godt først som sidst kan forlænge med et år. Det handler om først og fremmest om tryghed i denne for mange svære og uforudsigelige tid. Og det vil reelt være en begrænset omkostning. Dels fordi der før eller siden kommer gang i hjulene igen og dels fordi skridtet efter dagpenge er kontanthjælp – og dermed flyttes regningen blot fra a-kassen til kommunekassen”, siger Kim Serup.

Aftalen betyder, at dagpengemodtagere kan modtage dagpenge op til tre måneder længere end normalt. Læs her.