Færre regler – mere tid til jobsøgning

Færre klik og administrative regler er et opløftende resultat af de nye dagpengeregler, der trådte i kraft 1. januar 2020. Vi har i Min A-kasse også store forventninger til a-kasseforsøget, hvor målet er at forenkle den første del af vores medlemmers ledighedsperiode, så fokus kan være på kvalitet i jobsøgningen.

Her kan du se nogle af de vigtigste ændringer, som skal gøre din jobsøgning mere relevant og meningsfuld:

  • Ni udvalgte a-kasser får fra 2020 og fire år frem ansvaret for den ledige de tre første måneder af ledigheden og i opsigelsesperioden. Min A-kasse er udvalgt til at overtage ansvaret fra jobcentrene i ti kommuner. Det betyder, at hvis du bor i en af de pågældende kommuner, skal du som udgangspunkt kun til møder i a-kassen frem for både a-kasse OG jobcenter.
  • Du skal ikke længere søge job, hvis du allerede har et på hånden. Hvis du har et job, skal på barsel eller på efterløn, kan du stoppe med din aktive jobsøgning seks uger før den sidste ledige dag. Du skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
  • Du skal ikke længere registrere, at du har set nye jobforslag på Jobnet. Før var det et krav, at ledige skulle klikke på knappen ”tjek jobforslag” mindst én gang om ugen. Nu kan du selv vælge, hvor ofte du vil tjekke jobforslagene. Du skal stadig søge jobs hver uge og registrere søgte stillinger i din Joblog. Men processen er gjort lidt mere smidig, så du kan lede efter job, der hvor det giver mening for dig.
  • Din kontakt med kommunen bliver mindre bureaukratisk, så du skal til færre overflødige samtaler og møder i jobcentret. Det er dog op til den enkelte kommune at forenkle denne kontakt.