Karantæne og opsigelse

Der er planlagt system opgradering i følgende tidsrum:

Start: 26-09-2023 – 22:00
Slut: 27-09-2023 – 03:00

Tilkøb af medlemskab og services vil være utilgængelige i den periode.

OK

Hvad er en karantæne?

Når du afslutter en ansættelse, er vi pålagt at vurdere, hvad årsagen til dette er. Det skal vi fordi, den er med til at bestemme, om du er berettiget til dagpenge med det samme, eller om du får en karantæne på 111 timer for fuldtidsforsikrede og 90 timer for deltidsforsikrede (svarende til 3 uger) uden ret til dagpenge.

Karantæne – hvorfor og hvordan?

Hvorfor får jeg karantæne?

Vi skal ifølge dagpengereglerne altid vurdere grunden til din ledighed for at finde ud af, hvornår du har ret til dagpenge. Du får karantæne, hvis vi vurderer, at din ledighed er selvforskyldt. Det kan f.eks. være, hvis du har sagt op uden det, man i dagpengesystemet kalder en gyldig grund. Det kan f.eks. også være, hvis din arbejdsgiver har sagt dig op, fordi du ikke er mødt på arbejde.

Du kan også få karantæne, selvom du allerede er inde i dagpengesystemet. Det får du, hvis du ikke medvirker aktivt til at komme ud af ledigheden inden for de rammer, der er sat af dagpengesystemet.

Når du får karantæne i dagpengesystemet, betyder det, at du ikke har ret til dagpenge i 111 timer (90 timer for deltidsforsikrede) efter, at du har tilmeldt dig jobcentret, selvom du er dagpengeberettiget.  Det kaldes at være “selvforskyldt ledig”. 

Hvornår er man selvforskyldt ledig?

Selvforskyldt ledig – hvad betyder det?

Du vurderes selvforskyldt ledig hvis du: 

  • Selv siger dit arbejde op, eller selv er skyld i din afskedigelse.
  • Selv siger op efter, at du er blevet opsagt af arbejdsgiveren (=kontraopsigelse).
  • Får nedsat din arbejdstid med henblik på at få udbetalt supplerende dagpenge
  • Accepterer et for kort opsigelsesvarsel
  • Tager orlov fra dit arbejde
  • Afslår et formidlet arbejde
  • Afslår at være med til at udarbejde eller revidere “Min plan”
  • Afslår et tilbud efter “Min plan”
  • Udebliver fra et tilbud efter “Min plan”
  • Afslår, ophører eller udebliver i forbindelse med et uddannelsespålæg
Hvordan afvikles karantænen?

Afvikling

Karantænen kan kun afvikles i perioder, hvor du har ret til ydelser fra a-kassen. Det kaldes en effektiv karantæne.

Du kan kun afvikle karantæne, hvis du er tilmeldt jobcentret, er dagpengeberettiget og indsender dagpengekort. Karantænen har virkning fra dagen efter ophøret eller fra den dag, du har afslået f.eks, et jobtilbud, hvis du allerede er ledig.

Forældelse af karantæne

Forældelse

Karantænen bliver forældet efter tre måneder fra den dag, du ophørte med dit arbejde/afslog jobtilbud. Den forældes også, hvis du har fået indberettet 185 timers arbejde i Indkomstregistret efter det tidspunkt, du fik karantænen.

Hvis du får flere karantæner (gentagelsesvirkning)

Kan man få flere karantæner?

Hvis du får karantæne på grund af selvforskyldt ledighed to gange inden for 12 måneder, bliver du ramt af det, vi kalder for gentagelsesvirkning.

Det betyder, at du mister retten til dagpenge, og først kan få udbetalt dagpenge igen, når du i en sammenhængende periode på 3 måneder har fået indberettet 300 timers ustøttet arbejde i Indkomstregistret (månedslønnede). For 14-dagslønnede er kravet 276 timer.

Deltidsforsikrede skal i en sammenhængende periode på 3 måneder have fået indberettet 150 timers ustøttet arbejde i Indkomstregistret (månedslønnede). For 14-dagslønnede er kravet 138 timer.

Opsigelse: Hvad er en gyldig grund?

Du kan have en gyldig grund til at opsige dit arbejde

Hvis du har en såkaldt “gyldig grund” til at være ophørt i arbejde eller have afslået et tilbud fra Jobcentret, kan du undgå karantæne

Det er ifølge dagpengereglerne altid din a-kasse, der vurderer, om din grund til arbejdsophør eller afslag på jobtilbud karakteriseres som en “gyldig grund”.

Det er derfor altid en god idé at kontakte Min A-kasse eller din faglige organisation, hvis du går med overvejelser om at sige op.

Eksempler som ofte karakteriseres som gyldige

Helbred: En gyldig grund kræver en lægeerklæring

Hvis du på grund af dit helbred ikke kan eller kun vanskeligt kan udføre et arbejde og kan modtage en lægeerklæring på det, kan det være en gyldig grund.

Det er vigtigt, at du har haft kontakt til din læge, før du opsiger dit arbejde.

Inden opsigelsen / ophøret skal du også have forsøgt at få en anden stilling på arbejdspladsen.

Transport: For stor afstand til arbejde

Hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end du skal acceptere efter reglerne om rådighed. Som hovedregel kræver det mere end 3 timers daglig transporttid.

Før du opsiger jobbet eller ophører i et tilbud, er det et krav, at du:

  1. Har prøvet at få en anden arbejdstid, og
  2. At opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til ændring af din arbejdstid. Eller omlægning af den offentlige transport.
  3. Eller, at dine transportmuligheder til og fra arbejdet ændres væsentligt.
Arbejde i udlandet

Du kan opsige dit arbejde, hvis arbejdet bliver udført i udlandet eller i Grønland.

Dog ikke, hvis du under ansættelsen:

  1. Har bopæl i Danmark og er udsendt af den danske stat
  2. Eller er ansat hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark.

Dette gælder også ved afslag på formidlet arbejde, hvis arbejdet skal udføres i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Pasning af familie

Hvis du mangler pasningsmulighed til dit barn eller et familiemedlem, der kræver pleje kan det også være en gyldig grund til en opsigelse. Inden opsigelsen / ophøret skal du have forsøgt at få en anden arbejdstid og at skaffe en pasningsmulighed.

Husk, at du skal give jobcentret besked, hvis du ikke har pasningsmulighed uden for normal åbningstid. Ellers kan det påvirke din ret til dagpenge.

Deltidsforsikredes arbejdstid

Som deltidsforsikret, kan du opsige et arbejde, når arbejdstiden er på mere end 6 timer i døgnet. Dvs. over 30 timer om ugen. Inden opsigelsen skal den ændrede arbejdstid være pålagt dig af arbejdsgiveren. I den forbindelse må du ikke have accepteret arbejdstiden.